Chicken tikka masala – hjertevarm verdensmad

Skøn chicken tikka masala med masser af varme og smag

Denne varme og cremede chicken tikka masala er fra kogeboen "Hjertevarm mad fra hele verden", hvor alle opskrifter er bearbejdet, så de passer ind i en sund og hjertevenlig kost.

I Pakistan er chicken tikka masala en populær ret at servere, når der kommer gæster på besøg. Servér den lækre cremede ret med en frisk spidskålssalat, fuldkornsbasmatiris og masser af frisk koriander – det vækker både glæde i maven og i hjertet. 

TIP: Mangopulver har en let syrlig smag og fås bl.a. på asaspice.dk. Alternativt kan du bruge ½ limefrugt – skrab kød og saft ud af limefrugten med en teske.

Opskrift på chicken tikka masala

Tid: 45 minutter. Trækketid: 2 timer. Ovntid: 20 minutter. Antal personer: 4 

  • 500 g kyllingebryst
  • Yoghurtmarinade:
  • 1 fed hvidløg
  • 1 cm frisk ingefær
  • ½ dl yoghurt naturel 1,5 %
  • ¾ tsk. paprika
  • ¾ tsk. stødt spidskommen
  • ¾ tsk. stødt koriander
  • ¾ tsk. stødt mangopulver
  • ½ tsk. tandoori-masala

Tikka masala-sauce:

  • 1 lille løg
  • 1 fed hvidløg
  • ½ cm frisk ingefær
  • 2 tomater
  • 1 rød og 1 grøn peberfrugt
  • 1 spsk. olivenolie til stegning
  • ½ tsk. chilipulver
  • ½ tsk. paprika
  • ½ tsk. stødt spidskommen
  • ½ tsk. salt
  • 1 dåse hakkede tomater
  • ¾ dl madlavningsfløde 8 %
  • 1 bundt frisk koriander
  • Spidskålssalat:
  • 1 hjertesalat
  • ½ spidskål
  • ½ agurk
  • saft af ½ citron

Tilbehør:

  • 4 dl fuldkornsbasmatiris
  • 2 dl ærter (fra frost, optøede)
  • 1 grøn peberfrugt
  • frisk koriander

Sådan laver du chicken tikka masala: 

  1. Skær et par små snit ind i hvert kyllingebryst med en spids urtekniv.
  2. Yoghurtmarinade: Pil og hak hvidløg. Skræl og riv ingefær. Rør alle ingredienserne til marinaden sammen. Vend kyllingebrysterne i marinaden, og lad dem marinere på køl i mindst 2 timer.
  3. Tilbehør: Kog basmatirisene efter anvisningen på emballagen.
  4. Tænd ovnen på 200°. Fordel kylling og marinade i et ovnfad, og steg det i ovnen i ca. 20 minutter.
  5. Tikka masala-sauce: Pil og hak løg og hvidløg. Skræl og riv ingefær. Skyl tomater, og skær dem i tern. Rens peberfrugter, og skær dem i tern. Steg løget let i olie i en gryde. Tilsæt alle krydderierne, og steg videre i et par minutter. Tilsæt hvidløg, ingefær, tomater, peberfrugter og tomater fra dåse, og lad saucen simre under låg i ca. 10 minutter.
  6. Blend saucen, gerne med en stavblender direkte i gryden. Vend de stegte kyllingebryster i saucen, og lad retten simre svagt i 5 minutter. Tilsæt fløde, og kog op.
  7. Spidskålssalat: Skyl og tør salaten, og snit den groft. Skyl spidskål, og snit den fint. Skyl agurken, og skær den i skiver. Vend salat, kål og agurk sammen med citronsaft i en skål.
  8. Servering: Vend de kogte ris med ærter. Rens peberfrugten, og skær den i 

Du kan købe "Hjertevarm mad fra hele verden" i boghandelen – og online lige her!  

Hjertevarm mad fra hele verden

I kogebogen ”Hjertevarm mad fra hele verden” kan der hentes inspiration til hjertesund mad med udgangspunkt i madtraditioner fra de lande, hvor de største minoritetsgrupper i Danmark kommer fra. Kogebogen tager udgangspunkt i opskrifter, som Bydels-mødre fra hele landet har bidraget med.
Alle opskrifter er tilrettet af mad- og ernæringsfaglige fra Hjerteforeningen, så de overholder de hjertevenlige anbefalinger for indtag af fx grøntsager, fuldkorn, salt, sukker og fedt. Kogebogen følges op af madlavningsaftener og er en del af et større projekt, som er gennemført i et partnerskab bestående af Hjerteforeningen, Bydelsmødre samt journalist og radiovært Rushy Rashid. Projektet er støttet af TrygFonden.