Asiatisk grød med kylling, ristede peanuts og frisk koriander

Asiatisk grød

Den asiatiske grød, der minder lidt om en cremet risotto, serveres her med saftige kyllingstykker, ristede peanuts og frisk, grøn topping af forårsløg, koriander og limefrugt.

Congee, som den asiatiske grød normalt kaldes, er rigtig nem og hurtig at tilberede, og så er den fyldt med smag. Hvis du ønsker en vegetarisk version, kan du bruge grøntsagsbouillon og toppe med soyastegte grøntsager. 

Prøv også: Risotto med svampe, asparges og spinat - opskrift her!

Asiatisk grød med kylling, ristede peanuts og friske koriander

Tid: 25 minutter. Kogetid: 1 time. Antal personer: 4

Det skal du bruge til asiatisk grød:

  • 100 g basmatiris
  • 1½ l hønsebouillon
  • 4 skiver frisk ingefær
  • 250 g kyllingebryst eller -filet
  • 1 tsk. risvinseddike
  • salt og friskkværnet peber

Peanuttopping:

  • 2 spsk. sesamfrø
  • 100 g usaltede peanuts
  • 1 spsk. sesamolie til stegning
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 bundt frisk koriander

Til servering:

  • sojasauce
  • 1 limefrugt

Sådan laver du asiatisk grød med kylling, ristede peanuts og frisk koriander:

  1. Skyl risene grundigt under rindende vand, indtil vandet, der løber fra, er rent.
  2. Bring bouillonen i kog sammen med ingefær. Tilsæt risene, skru ned til lav varme, og læg låg på gryden. Kog i 1 time. Rør ofte i gryden, så grøden ikke brænder på.
  3. Skær kyllingekødet i mindre stykker. Vend kyllingestykkerne i grøden, og lad dem koge med i 6-8 minutter.
  4. Smag den færdigkogte congee til med risvinseddike, salt og peber.
  5. Peanuttopping: Rist sesamfrø let på en tør pande, og læg dem til side. Rist peanuts let i olie på panden. Hak dem groft. Rens og hak forårsløg. Hak koriander groft. Bland sesamfrø, peanuts, forårsløg og koriander.
  6. Servering: Anret den varme congee i skåle, og drys med peanuttopping. Servér med sojasauce og en skive limefrugt.

Tip: Lav en pasta af blendet hvidløg, ingefær, chili og lidt fiskesauce, og servér det til grøden, så alle selv kan tilsætte så meget styrke, de ønsker.

Prøv også: Grød med æbler og ristede kerner.