Fiskefrikadeller med laks

Fiskefrikadeller med laks

Fiskefrikadeller er en lækker og nem hverdagsret.

Fiskefrikadeller kan spises både varme og kolde og er derfor gode at have med på farten til sommerens mange udflugter. Er der udsigt til solskin, så pak tæppen og kurven med lækker mad. Svinger vejrudsigten mere i retningen af klassisk dansk sommer, kan opskriften selvfølgelig sagtens bruges, når maden bare skal flyttes fra køkkenbord til spisebord.

Denne opskrift på fiskefrikadeller er med laks og torskefilet. I stedet for torsk kan du bruge en anden lys fisk til farsen, fx mørksej eller kuller.

Vild med fiskefrikadeller? Prøv også fiskefrikadeller med coleslaw

Opskrift på fiskefrikadeller med laks

Tid: 35 minutter. Antal personer: 4

  • 500 g torskefilet
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 løg
  • 3 spsk. hvedemel
  • 1 dl sødmælk
  • 1 æg
  • 1 laksebøf uden skind, ca. 100 g
  • 1 bundt dild eller fennikeltop
  • olie til stegning
  • smør til stegning

 

Sådan laver du fiskefrikadeller med laks

  1.  Blend torsken ganske kortvarigt i en foodprocessor, så du får en grofthakket fiskefars. Rør fiskefarsen sammen med salt og peber i en skål.
  2. Pil løget, og riv det på den fine side af et rivejern. Rør løget i farsen sammen med mel, mælk og æg. Hak laksebøffen i små stykker med en skarp kokkekniv, og vend laksestykkerne i farsen sammen med finthakket dild eller fennikeltop.
  3. Form farsen til små frikadeller med en teske. Steg dem i olie og smør på en varm pande, til de er gyldne og sprøde. Skru ned for varmen, og lad frikadellerne stege færdige i ca. 5 minutter.

På jagt efter tilbehør til dine fiskefrikadeller? Prøv denne kolde kartoffelsalat