Alt i én gryde: Havtaske, knoldselleri og linser

Alt i en-gryde med havtaske og knoldselleri

Lav en ret, hvor det hele kommer i samme gryde og så faktisk laver sig selv. Her har vi brugt havtaske, og det delikate kød minder smagsmæssigt lidt om hummer.

Alt i én gryde kaldes også one pot og er præcis, hvad navnet siger: Alle råvarer ryger i samme gryde eller fad, passer sig selv i ovnen og snart er der mad på bordet. Du sparer tid på madlavning og ikke mindst opvask. Retten her er enkel at tilberede trods de mange råvarer, og så er den en sand vitaminbombe med havtaskens faste hvide kød og de mange grøntsager.
Tip! Du skal bruge en gryde, der kan tåle at blive sat i ovnen. Tjek, om også låg og håndtag kan tåle ovnens varme. Alternativt kan du bruge en stegeso eller koge retten færdig på komfuret.

Alt i én gryde: Havtaske, knoldselleri og linser

Tid: 20 minutter.
Marinering, fisk: 1 time.
Ovntid: 30 minutter.

Antal personer: 4
Det skal du bruge til alt i én gryde med havtaske:
• 500 g havtaskefilet
• 3 stilke bladselleri
• 2 fennikler
• 1 rødløg
• 250 g knoldselleri
• 1 bundt mynte
• 2 dl grønne linser
• 3 dl grøntsagsbouillon
• ovnfast gryde eller fad
Krydret marinade:
• 3 cm frisk ingefær
• 2 fed hvidløg
• 1 tsk. spidskommen
• 1 tsk. hele korianderfrø
• 1 spsk. salt
• 1 tsk. tørrede chiliflager
• 1 spsk. sød paprika
• 3 stilke bredbladet persille
• 3 stilke koriander
• 4 spsk. olivenolie

Sådan laver du alt i én gryde med havtaske:

1. Krydret marinade: Skræl og hak ingefær. Pil hvidløg. Rist spidskommen let på en tør pande. Knus hakket ingefær, hvidløg, spidskommen, koriander, salt, chiliflager og paprika i en morter. Skyl og hak persille og koriander, og rør det sammen med krydderier og olie.
2. Pensl fisken på begge side med marinaden (gem halvdelen), og lad fisken marinere i 1 time på køl.
3. Tænd ovnen på 180°. Fordel resten af marinaden i en ovnfast gryde eller et ovnfad med låg. Rens bladselleri, og skær dem i skiver. Rens fenniklerne, og skær dem i tynde skiver. Pil rødløget, og skær det i både. Skræl knoldsellerien, og skær den i små skiver. Hak mynten.
4. Bland alle grøntsager, mynte og linser i gryden eller fadet, og læg havtaskefileten ovenpå. Hæld kogende bouillon ved, læg låg på, og steg retten i ovnen i 30 minutter.