Æggekage med pølse og cherrytomater

Æggekage med pølser og cherrytomater

En lækker æggekage er nem og hurtig aftensmad, der gør hele familien glade og mætte. Servér æggekagen sammen med en grøn salat eller en god skive rugbrød.

Æggekage er genial hverdagsmad! Æggekage kan være færdig og på bordet på ingen tid, og retten kan varieres i det uendelige. Vil du have mere grønt i din æggekage, kan du fx tilføje spinat, revet squash eller gulerod eller små stykker broccoli. Servér den enten som fire små æggekager, eller lav én stor.

Æggekage med pølse og cherrytomater

Tid: 20 minutter. Antal personer: 4

  • 1 bdt. forårsløg
  • 300 g små cherrytomater
  • 2 pølser
  • ½ spsk smør
  • 6 æg
  • 1 dl sødmælk
  • 4 spsk hakket purløg
  • salt og friskkværnet peber

Prøv også denne lækre æggekage med squash, ærter og gedeost!

Sådan gør du:

  1. Skyl og rens forårsløgene, og skær dem i grove skiver. Skyl og halver tomaterne på tværs. 
  2. Skær pølserne i skiver og rist dem i lidt smør på en pande i et par minutter. Tilsæt tomater og forårsløg og steg i yderligere 3 minutter. 
  3. Pisk æggene med mælk og purløg. Kom ¼ af grønt- og pølseblandingen på en lille pande og hæld ¼ af æggeblandingen over.
  4. Steg det hele som en lille æggekage, drys med salt og peber og gentag med resten, så du har fire små anretninger. Serveres straks.

Savner du mere inspiration til nem hverdagsmad? Bliv abonnent på SPIS BEDRE, og få magasinet i postkassen lige når det udkommer!

Abonnement'