Omelet med parmaskinke og tomatsalat

Omelet med parmaskinke og tomatsalat

Denne omelet er rigtig god hverdagsmad. Den tager (næsten) ingen tid at lave, for mens omeletten steger, kan du blande en frisk tomatsalat og måske endda nå at dække bordet.

Der er masser af ting at bruge den sparsomme tid i hverdagen på, så nogle gange er det bare rart, når aftensmaden kan laves på lige omkring 20 minutter. Som for eksempel den her omelet. Nogle mener, at det er en kunst at kunne stege en god omelet. Tricket er at lade den passe sig selv på en jævnt varm – men ikke for varm – pande.

Prøv også: Tunsandwich med omelet

Omelet med parmaskinke og tomatsalat

2 personer. Tid: 20 minutter.
Det skal du bruge:
  • 4 æg
  • ½ dl koldt vand
  • salt
  • lidt olivenolie til stegning
Tomatsalat:
  • 3 spsk. citronsaft
  • 3 spsk. olivenolie
  • ½ tsk. tørrede chiliflager
  • 300 g små tomater
  • 1 rødløg
  • salt
  • 100 g feta
  • 1 håndfuld frisk oregano
Til servering:
  • 1 pakke parmaskinke, ca. 80 g
  • evt. en blandet grøn salat
  • rugbrød

Sådan laver du omelet med parmaskinke

  1. Pisk æggene med vand og salt, og steg æggemassen i lidt olie på en varm pande.
Tomatsalat:
  1. Rør citronsaft, olivenolie og chiliflager sammen til en dressing. Lad den trække lidt.
  2. Skær tomaterne i kvarter eller halve, og hak løget fint.
  3. Vend tomater og løg med dressingen, og krydr med salt.
  4. Bræk fetaen i mindre stykker, skyl og pluk oreganoen, og vend feta og oregano i tomatsalaten lige inden servering.
Servering:
Anret omeletten med tomatsalat og parmaskinke. Servér evt. med en blandet grøn salat og rugbrød.