Røsti med rødløg, røget laks og wasabicreme

Røsti er små pandekager, som er lavet af revne rå kartofler. De kan smagssættes på forskellig vis med fx løg, krydderurter og ost eller laves helt enkelt kun af kartofler.

Læserpanel: "Vi serverede retten til aftensmad, den var let at lave, og de lækre røsti var børnevenlige. Vi anvendte cremefraiche med en lavere fedtprocent end 38 %. Det fungerede fint og gjorde retten mindre fed.”

Prøv også: Mørbradgryde med ovnstegt røsti og gulerodssalat

Røsti med rødløg, røget laks og wasabicreme 

Tid: 40 minutter. Ovntid: 25 minutter. Antal personer: 4 (som forret eller frokost)

  • 750 g bagekartofler
  • 1 løg
  • 1 bundt persille
  • 2 spsk. olivenolie
  • 75 g revet mozzarella
  • salt og friskkværnet peber
  • 25 g smør

Wasabicreme:

  • 150 g cremefraiche 38 %
  • 1 tsk. wasabipasta
  • 1-2 tsk. friskpresset citronsaft
  • salt

Til servering:

  • 1 rødløg
  • 1 bundt purløg
  • 200 g røget laks i skiver
  • friskkværnet peber

Sådan laver du røsti: 

  1. Skræl bagekartoflerne, og riv dem på den grove side af et rivejern.
  2. Vrid så meget af væsken ud af kartoflerne som muligt, og tør dem godt i et rent viskestykke. Jo tørrere kartoffelmassen er, jo mere sprøde bliver de færdigstegte røstier.
  3. Pil løget, og riv det på rivejernet. Skyl og tør persillen, og hak den fint. Rør de revne kartofler sammen med løg, persille, olie og revet mozzarella i en skål. Krydr godt med salt og peber.
  4. Tænd ovnen på 200°. Bred kartoffelblandingen ud på en bageplade beklædt med bagepapir til  8 runde røstier i ensartede størrelser, og tryk dem let flade med fingrene.
  5. Bag røstierne i ovnen i 20 minutter. Tag dem ud af ovnen, og fordel smørret i små klatter oven på røstierne. Sæt dem tilbage i ovnen, og bag dem i yderligere 5 minutter, til overfladen er sprød og gylden. Afkøl røstierne på en bagerist, mens tilbehøret gøres klar.
  6. Wasabicreme: Pisk cremefraiche og wasabipasta luftigt med en elpisker i en skål. Smag cremen til med citronsaft og salt.

Servering: Pil rødløget, og skær det i tynde skiver. Klip purløget. Top de lune røstier med wasabicreme, røget laks, rødløg og purløg. Kværn peber henover, og servér straks.

Flere lækre hapsere med røget laks - klik her!