Ingefærmarinerede rejespyd

Der er masser af smag i ingefærmarinaden med hvidløg, citrongræs og koriander.

Store, flotte tigerrejer giver altid en flot servering og skal kun steges i få minutter. Her er de stegt på en pande, men du kan også vælge at give dem nogle minutter på havegrillen.

Det tager lidt tid at tø rejerne op, så lad dem gerne tø op natten over i køleskabet.

Prøv også: Tigerrejer med myntesauce

Tid: 20 minutter.
Marineringstid, rejer: 40 minutter.
Antal personer: 6

• 24 rå tigerrejer uden skal (fra frost, optøede)
• 12 tynde grillspyd af træ

Ingefærmarinade:
• 1 cm frisk ingefær
• 2 fed hvidløg
• 1 stængel citrongræs
• 1 bundt koriander
• 1½ dl rapsolie
• 1 tsk stødt koriander

Limedressing:
• 1 bundt koriander
• 1 limefrugt
• 1½ dl olivenolie
• ½ tsk sukker

Prøv også: Tarte tatin med pærer og kanelcreme

1. Ingefærmarinade: Skræl ingefærstykket. Pil hvidløget. Fjern det yderste lag på citrongræsset, skær top og bund af, og skær stænglen i mindre stykker. Kom ingefær, hvidløg, citrongræs, korianderblade, rapsolie og stødt koriander i en blender/foodprocessor, og blend det til en jævn masse.

2. Vend de optøede tigerrejer i ingefærmarinaden, og lad dem trække i ca. 4o minutter i køleskabet.

3. Sæt de ingefærmarinerede rejer på spyd. Steg dem på en (grill)pande i 2-3 minutter på hver side.

4. Limedressing: Hak korianderbladene groft, og bland dem med resten af ingredienserne til dressingen. Stil den frem på bordet, så man selv kan dryppe lidt over sine rejespyd.