Nemt brød med havregryn

Hurtigt brød med havregryn

Et friskbagt grovbrød hos en god bager koster typisk over 30 kr. Hvis du bager dit brød selv, kan du holde udgiften på en flad 10’er!

Drop turen til bageren, og lad duften af hjemmebag brede sig i dit eget køkken. Det luner hele to gange – både når dit brød kommer ud af ovnen, og når du kigger i din pengepung. Dette skønne grovbrød egner sig godt til både morgenmaden, madpakken eller som tilbehør til en god suppe. Alt i alt det perfekte hverdagsbrød! 

Nemt brød til hverdagen 

Tid: 20 minutter. Hævetid: I alt 1½ time. Bagetid: 20 minutter. Mængde: 1 brød

  • 25 g gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 1 spsk. flydende honning
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1½ tsk. salt
  • 50 g havregryn
  • 75 g grahamsmel
  • ca. 350 g hvedemel

Sådan gør du: 

  1. Rør gæren ud i vandet, til det er helt opløst. Tilsæt honning, olie, salt, havregryn og grahamsmel, og rør godt. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen, og ælt dejen blød og smidig.
  2. Lad dejen hæve i en skål dækket med et rent og fugtigt viskestykke et lunt sted i 1 time.
  3. Hæld dejen ud på et let meldrysset bord, og form den til et brød. Læg brødet på en bageplade med bagepapir, og drys lidt mel på. Skær et par dybe snit i brødet med en skarp kniv, så det danner et ternet mønster. Lad brødet hæve tildækket på bagepladen i 30 minutter.
  4. Varm ovnen op til 250°. Bag brødet i ovnen i 5 minutter ved 250° og derefter i 15 minutter ved 200°, til det er gennembagt og har fået en let gylden farve. Afkøl brødet på en rist.

Se flere opskrifter på lækkert brød her!